Kategoriarkiv: Mad

Kartoffelkuber

Lyder mere fantastisk end det er.

På den anden side ser det faktisk ok ud, og smager godt. Så mit forbehold handler vel mest om at det er superenkelt.

En bagekartoffel skæres ud i tern, 4-5 cm på hver kant. Det her er noget der bør laves i kombination med noget kartoffelmos, pure,  suppe eller andet. For der er et enormt spild.

Vend kartoflerne i neutral olie, med salt og peber. Ham der gav mit tippet til det her hælder karry i, selv har jeg brugt paprika. Det gør ingen forskel efter min mening, al smagen i krydderiet bliver brændt af alligevel.

Varm ovnen op til 230 grader, hæld kartoflerne i et fad, og bag dem i 30 minutter.

Skru varmen ned til 150 grader, og bag videre i 10-15 minutter.

Vupti!

Ketchup

En af basisfødevarerne. Heinz er bedst. Beauvais smager af tysk rasteplads.

Men hvorfor ikke lave det selv?

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 (mad)æble
  • 1 kg tomater
  • ½ frisk, rød, mild chili
  • Olivenolie
  • 2 spsk tomatpure
  • 2 dl vand
  • 2 spsk sukker
  • 3 spsk eddike
  • Salt og peber

Pil løg og hvidløg, skyl og skræl æblerne, skyl tomaterne.

Rens chilien, fjern især frøene!

Skær alt i grove tern. Det skal blendes, så det er ok at være doven. Steg (hvid)løg i en gyde i 3-4 minutter i en sjat olie

Tilsæt æbler, tomater, tomatpure og vand, og lad det hele simre i 10-15 minutter under låg. Blend det godt igennem, og smag til med sukker, eddike, salt, peber og evt cayennepeber.

Rørt kage med marmelade

I serien “Metas opskrifter” er vi nået til kager.

  • Opskriften bærer præg af en noget mere beskeden husholdning end den gennemsnitlige danske i dag.
  • 3 hele æg
  • 250-400 gram sukker
  • 250 gram valsede byggryn
  • 25o gram rugsigtemel
  • 2 dl fløde eller mælk
  • 2 dl vand
  • 1 bagepulver (et brev, red.)
  • 1-2 kopper syltetøj eller marmelade

Slå æggene i en skål. Kom sukkeret deri, efter hvad man kan ofre og som det tiltrænges i forhold til syltetøjet der skal i.
Pisk det godt sammen.
Lad byggrynene gå en gang gennem kødmaskinen så får de en konsistens af mel.
Bland gryn, mel og bagepulver sammen. Syltetøjet som kan være stikkelsbær, kirsebær blommer hvoraf stenene er taget ud, syltet græskar, grønne tomater eller lignende skåret småt, kommes i de
røte æg, og blandes forsigtigt godt deri.
Bagefter tilsættes det sammenblandede mel og mælken skiftevis hvorefter dejgen fyldes i en velsmurt form og bages 3/4 time.
Frugtstykkerne i kagen virker som rosiner og sukat, og fugtigheden fra syltetøjet bevirker, at kagen ikke bliver tør. Den er bedst når den har stået et par dage før den spises.

Meta har noteret, at opskriften er fra Familie-Journalen.

Buffalo-crunch

Insekter skal der til!

  • Et lille knas til det søde køkken.
  • 100 gram frysetørrede buffalo-orme
  • 4 spsk sukker
  • evt. et krydderi. Ingefær, anisfrø eller lignende, efter hvad der passer med hvad de skal serveres til.

Varm sukkeret op på en pande med en sjat vand. Rør rundt og karamelliser.

Tilsæt ormene sammen med krydderiet, og rør videre. Når ormene er dækket af karamel, overføres de til bagepapir, og skilles ad med et par gafler.

Brug dem til anretning af desserter, brownies, is-anretninger o.lign.

 

Lax på grønt

Det meste madlavning derhjemme er improviseret, og uden opskrift. Som regel går det godt. Undertiden går det så godt, at jeg bliver opfordret til at gentage successen. Og det er jo et problem – for jeg har sjældent noteret hvad det var jeg gjorde.

Forleden fik jeg lyst til fisk. Der var laks i Fakta. Og her efter jul og nytår ville vi nok ikke tage skade af noget mere grønt, og knap så fedt. Så:

Ingredienser:

  • 3 peberfrugter
  • 2 bundter forårsløg
  • 1 bakke champignon
  • 1 bakke cherrytomater
  • 3 fed hvidløg
  • 1  courgette
  • 4 skiver laks
  • 3 dl hvidvin
  • 1 sjat Pernod
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

  • Tomaterne skylles, og skæres i skiver. De lægges i bunden af et ildfast fad.
  • Svampene renses og skæres i skiver, og steges (ret hårdt) i olie. Der krydres med salt og peber.
  • Svampene fordeles over tomaterne.
  • Courgetterne skrælles let, skæres i ca ½ cm tykke skiver, og steges i olie. Der krydres med salt og peber, og de fordeles i fadet over svampene.
  • Forårsløg renses og snittes.
  • Hvidløg pilles og hakkes fint.
  • Begge løg kommer på panden og steges. De fordeles i fadet over courgetterne.
  • Peberfrugterne renses, skæres i strimler, der halveres. De steges let på panden med salt og peber. Og fordeles i fadet over løgene.
  • Laksen placeres ovenpå grøntsagerne.
  • Panden koges af med vin og pernod, og det hældes over laks og grøntsager.
  • Det hele får ca. 20 minutter, eller til laksen er færdig, ved 200 grader.

Serveres med ris.

Jeg bestilte et navn til retten, men fik ikke rigtig noget. Så nu hedder det “Lax på grønt”

Finsk Brød

  • 175 gram hvedemel
  • 125 gram margarine
  • 50 gram stødt melis

Pensles med æg, og drysses med perlesukker. Og bages til de er lysebrune.

Ja, det er altså det fulde omfang af tante Metas opskrift. Det er selvfølgelig udfordringen når man får fat i opskrifter fra erfarne husmødre. Heldigvis kan jeg trække på min mors praksis.

Margarinen – jeg ville jo nok vælge smør i stedet, smuldres i melet, sukker røres i. Og dejen hviler. Den rulles ud i stænger af 2½ cm tykkelse, og trykkes lidt flade. De skæres ud i stykker af 3-4 cm længde. Sådan lidt rhombeformede.

Temperaturen i ovnen skal være 200 grader. Og det tager en ti minutters tid før de er lysebrune.

Havtorn sirup

  • 4 dl havtorn.
  • 4 dl sukker
  • 3 dl vand.
  • En stjerneanis
  • Det hele samles i en gryde, bring i kog og opløs sukkeret.
  • Kog dernæst i 5 minutter. 
  • Tag gryden af varmen og lad det trække i en times tid inden det filtreres – gerne gennem noget klæde. 
  • Kog yderligere ind til det har den ønskede konsistens
  • Hæld på atamon-skyllet flaske.

 

 

Limoncello – version 2

Mit første forsøg med limoncello var aldeles glimrende. Men der var en enkelt kommentar. Det var ikke stærkt nok. Resultatet holdt vel i omegnen af 20% alkohol. Og den “rigtige” limoncello skal sådan set op på ca. 40%.

Det er ikke let! Man skal have fat på finsprit. Og med lidt held har svigerfamilien været over grænsen, og fundet et par flasker til mig. Ellers må de bestilles i Føtex.

Men opskriften jeg har i sinde at følge når de stærke varer er kommet i hus er som følger:

  • Skrællen af to økologiske, ikke-overfladebehandlede citroner.
  • To nelliker
  • ca. 10 cm kanel
  • 50 ml finsprit

Samles i et glas, og opbevares lukket, og i mærke i 8-10 dage.

  • 2½ dl vand
  • 250 g sukker

Koges sammen, og køler af.

Essensen sies, og hældes sammen med sukkerlagen og 1½ dl finsprit.

Hep! Det giver kun lige under ½ liter. Men det må være nok til det første forsøg.

Kylling og spidskål

Vi prøver virkelig at spise grønnere. Og det her er en af de opskrifter der er, om ikke grøn, så grønnere, end hvad der ellers er i fast rotation. Den er også hurtig, og det er godt.

  • 400 g kyllingeinderfilet
  • Olie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spidskål
  • 4 gulerødder
  • 2 spsk sojasovs
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 tsk honning – helst flydende
  • Salt og peber
  1. Kyllingenstykkerne brunes i olien. Jeg bruger normalt wokken.
  2. Hak hvidløgene og lad dem stege lidt med – lad dem ikke blive brune!
  3. Spidskål og gulerødder – strimlet – tilsættes, og steger med 3-4 minutter.
  4. Rør soja, citronsaft og honning sammen og tilsæt det til wokken.
  5. Varm igennem, og smag til med salt, peber og evt mere soja.
  6. Server med ris eller groft brød.

Kylling i karry med grønt

Her i huset gider vi ikke høre på vås om hvor slemt det er at kvinder står med rengøringen, madlavningen og så videre.

Her i huset er det nemlig manden der står for alt det. Det hjælper selvfølgelig at vi er to mænd og ingen kvinder i lejligheden…

Og ikke alene er det manden der står for madlavningen. Det er mig. Jeg har så også tjansen med indkøb, rengøring og oprydning. Så maden skal kunne laves hurtigt. Samtidig med at jeg ikke vil gå på (ret meget) kompromis med kvaliteten.

Derfor her, en hurtig opskrit på kylling i karry. Og grønt.

  • 500 g kyllingefilet. Gerne inderfileten
  • 1-2 tsk karrypasta. Eller alm. karry. Efter bebov.
  • 5 spsk sojasovs
  • 500 g grønsagsblanding fra frost
  • 1 ds kokosmælk

 

  • Brun kyllingerne i en wok-pande. Drys karry og soja over.
  • Steg til kyllingen er gennemstegt.
  • Tilsæt grønsagsblandingen og rør rundt et par minutter
  • Tilsæt kokosmælk
  • Når grøntsagerne er varmet igennem, smages til med salt, peber og mere karry.
  • Server med kogte ris.

Hurtigt og enkelt.