Mit første forsøg med limoncello var aldeles glimrende. Men der var en enkelt kommentar. Det var ikke stærkt nok. Resultatet holdt vel i omegnen af 20% alkohol. Og den “rigtige” limoncello skal sådan set op på ca. 40%.
Det er ikke let! Man skal have fat på finsprit. Og med lidt held har svigerfamilien været over grænsen, og fundet et par flasker til mig. Ellers må de bestilles i Føtex.
Men opskriften jeg har i sinde at følge når de stærke varer er kommet i hus er som følger:
Samles i et glas, og opbevares lukket, og i mærke i 8-10 dage.
Koges sammen, og køler af.
Essensen sies, og hældes sammen med sukkerlagen og 1½ dl finsprit.
Hep! Det giver kun lige under ½ liter. Men det må være nok til det første forsøg.
Vi prøver virkelig at spise grønnere. Og det her er en af de opskrifter der er, om ikke grøn, så grønnere, end hvad der ellers er i fast rotation. Den er også hurtig, og det er godt.
Her i huset gider vi ikke høre på vås om hvor slemt det er at kvinder står med rengøringen, madlavningen og så videre.
Her i huset er det nemlig manden der står for alt det. Det hjælper selvfølgelig at vi er to mænd og ingen kvinder i lejligheden…
Og ikke alene er det manden der står for madlavningen. Det er mig. Jeg har så også tjansen med indkøb, rengøring og oprydning. Så maden skal kunne laves hurtigt. Samtidig med at jeg ikke vil gå på (ret meget) kompromis med kvaliteten.
Derfor her, en hurtig opskrit på kylling i karry. Og grønt.
Hurtigt og enkelt.
Denne opskrift har så ikke gået så meget i arv. Endnu. Det er godt nok mors opskrift, men hun fik den af en ældre dame hun gik til knipling med en gang i tidernes morgen. Så den er ikke helt ung. Og nu er den så gået i arv fra mor til hendes sønner. Hvis min lillebror får taget sig sammen til at producere nogen nevøer og niecer, kan den gå i arv til dem.
Ingredienser:
Fremgangsmåde:
Rul dejen ud til ca. 3 millimeters tykkelse, kør klejnejernet over, vrid klejnerne og kog dem i palmin. Palminen skal op omkring de 180 grader. Stik enden af en tændstik i – når det begynder at syde og boble godt omkring den, er olien klar.
Jeg ved ikke om man havde en anden slags mel i gamle dage, eller om æggene var specielt små. Men jeg ender altid med at skulle have en del ekstra mel i. Og det var også min mors erfaring.
Vi var i Firenze her i efteråret. For anden gang. Det var lidt fugtigt, og det er det åbenbart ofte om efteråret. Til gengæld er der ingen tvivl i mit sind – Firenze skal besøges i efteråret. Firenze ligger nemlig i norditalien. Det er trøffelland. Og efteråret er højsæson for hvide trøfler.
Det er min mand først fornylig blevet enig med mig i. Det har taget en del tid at få lært ham at spise trøfler.
Men det er slet ikke det der er anledningen her. Det er derimod en ting vi er enige om er godt. Nemlig limoncello. En italiensk citronlikør. Og den kan man lave selv.
Limoncello smager som en alkoholisk limonade. Den er farlig. For det smager som saftevand. Men det er det ikke, hverken det ene eller det andet.
Limoncello laves ikke ved at blande alkohol med en limonade. Den laves ved at lade citronskal trække i alkohol. Og derefter tilsætte sukkeret. Og hvordan gør man så?
Ingredienser:
Fremgangsmåde:
Og her er resultatet. Flaskerne er fra Flaskelandet.dk
De bor godt nok i Tyskland, men deres hjemmeside er på 
dansk, og de er gode at handle med.
Eller vel egentlig cookies.
Ingredienser:
Procedure
Opskriften er nappet fra Sabine Murati. Man kan med fordel besøge hendes hjemmeside, for der er flere og bedre opskrifter end jeg har her. Den er dog justeret lidt. Kemikeren her synes ikke der er nogen grund til at bruge himalaya-salt. Himalaya salt er grundlæggende snavset salt, og ethvert postulat om helsebringende effekter er det vi med et fagudtryk kalder for “vrøvl”. Og hvis man virkelig er bekymret for økologi og sådan noget, så bør man måske også overveje om man bør bruge salt der er blevet transportet 6.900 kilometer, for at nå frem til køkkenet i Rødovre. Eller om man kunne klare sig med noget der er transporteret 358 kilometer fra Mariager Fjord. Jeg har også erstattet kokos-sukkeret med almindeligt sukker. Hvis vi godt vil tænke lidt over klima og den slags, tror jeg også almindeligt sukker fra Lolland sviner en del mindre, end kokossukker der skal tranporteres fra Indonesien…
Nåja, de smagte godt. Men næste gang lader jeg være med at gå efter 80% chokolade. Det var for bittert.
Jeg er rimeligt begejstret for ghee: Klaret smør, hvor proteinerne har fået lov at brune inden fedtet er hældt fra og sat på køl. Den brunede valle leverer nogle dybe nøddeagtige smagsnuancer, der giver lidt ekstra når der steges i smør. Og hvorfor steger vi i klaret smør derhjemme i stedet for i almindeligt smør? Fordi vallen bruner og brænder og ryger og udløser røgalarmen. Hælder vi den fra, har vi kun smørfedtet tilbage, og det kan holde til højere temperaturer end uklaret smør. Det gør det lettere at få brunet bøffen ordentligt uden at branke den.
Min mand har en hobby med at finde interessante opskrifter, som han så mener jeg skal lave. Og han faldt over denne her, som basalt set handler om det samme. I stedet for smør er det bare fløde. Og det er den samme proces vi ønsker – proteinerne skal gennem en maillardproces og blive brune. Kemien er lidt avanceret, men den kan fremmes ved at justere på pH i fløden. Det foreslår Serious Eats at man gør ved hjælp af bagepulver. Resultatet skulle blive en brun fløde med toner af nødder og karamel. Det lyder lækkert. Så det skal prøves.
Der er to grundlæggende veje. Sous vide og trykkogeren.
Først sous vide:
Det var ikke helt let at få fløde i plastikposen. Jeg blandede en halv liter piskefløde med en kvart teske bagepulver, og smed det i fryseren i mindre portioner. Derefter var det ret let. Vandbadet blev varmet op til 82 grader, og så røg poserne i vandet i 24 timer.
Indholdet var pænt lysebrunt. Hvad det også var, var skilt. Den nu brændte fløde kom i gryden sammen med æggeblommer, sukker og vanille – søg efter min standard vanilleis opskrift hvis du vil have detaljerne.
Alternativet var trykkogeren.
Igen blev en halv liter fløde blandet med en kvart teske bagepulver. Fløden blev derefter hældt på henkogningsglas, der kom i trykkogeren ved den høje temperatur i to timer. Efter glassene var kølet så meget af at jeg kunne håndtere dem, blev der lavet is af dem.
Farven på fløden var mere brun.
Og det færdige resultat? Isen baseret på den sous videde fløde var hårdere end den baseret på den trykkogte. Men smagen var ca. den samme. Måske lidt anderledes, men det kunne lige så godt skyldes den anderledes mundoplevelse fordi den smeltede anderledes. Hvad det egentlig skyldes er et godt spørgsmål, men det må næsten skyldes at fløden skilte undervejs.
Konklusionen er derfor, at trykkogt fløde er ret godt. Lækre nuancer af nødder, lidt mørk chokolade og karamel. Men der er ingen grund til at have et vandbad til at stå og bruge strøm i 24 timer, hvis det kan klares på to timer i en trykkoger.
Stærkt inspireret af denne: https://www.bhg.com/recipe/red-wine-ice-cream/
Den opskrift forudsætter at man har en rest rødvin til overs. Det sker ikke så ofte, og når det gør, bliver den hældt i eddikekrukken. Men så kan man jo twiste opskriften lidt. Det er den under alle omstændigheder.
Ingredienser:
Procedure:
Server med flødeskum, og evt. sort peber eller kanel. Ja, det fungerer faktisk godt med peber – men brug en kværn der kværner peberen fint, i stedet for groft.
Næste gang prøver jeg at hælde mere rødvin i. Vinen fylder ikke meget i smagsbilledet.
Vi fortsætter kålrabi temaet.
Det virker også med andre grøntsager man ellers ikke aner hvad man skal gøre med.