Hvis det ikke skal være en helt traditionel, fed, brun andesovs.
- Saft af tre appelsiner
- Skal af en appelsin (så den skal ikke være overfladebehandlet…)
- Saft og skal af 1 lille citron (ej heller overfladebehandlet)
- 6 dl andefond
- 3 spsk cognac
- 2 spsk sukker
- 2 spsk æbleeddike
- Salt.
Skallen af citrusfrugterne (skræl, ikke riv. Og lad være med at få for meget af det hvide med) skæres i tynde strimler.
Bring vand og en lille smule salt i kog, og blancher skallerne i 3 minutter. Genta processen med frisk vand, så de bliver blancheret to gange. Lad dem dryppe af.
Pres saften af citrusfrugterne, og hæld dem i en gryde med fond og cognac. Du kan også bruge calvados. Men vent med varmen.
Hæld sukker i en separat kaserolle, og smelt til en gylden karamel. Ej mørk! Tilsæt eddike og lad det boble sammen.
Hæld gastrikken, for det er sådan en du har lavet, ned i gryden med fond og citrussaft, og lad nu blandingen koge ind til ca. det halve. Smag til med salt, cognac og evt lidt mere appelsinsaft.
Smid halvdelen af de blancherede citrusskaller i sovsen. Den anden halvdel kan bruges som pynt på anden.