Vi var i Firenze her i efteråret. For anden gang. Det var lidt fugtigt, og det er det åbenbart ofte om efteråret. Til gengæld er der ingen tvivl i mit sind – Firenze skal besøges i efteråret. Firenze ligger nemlig i norditalien. Det er trøffelland. Og efteråret er højsæson for hvide trøfler.
Det er min mand først fornylig blevet enig med mig i. Det har taget en del tid at få lært ham at spise trøfler.
Men det er slet ikke det der er anledningen her. Det er derimod en ting vi er enige om er godt. Nemlig limoncello. En italiensk citronlikør. Og den kan man lave selv.
Limoncello smager som en alkoholisk limonade. Den er farlig. For det smager som saftevand. Men det er det ikke, hverken det ene eller det andet.
Limoncello laves ikke ved at blande alkohol med en limonade. Den laves ved at lade citronskal trække i alkohol. Og derefter tilsætte sukkeret. Og hvordan gør man så?
Ingredienser:
- 8 økocitroner
- 1 flaske vodka
- 7 dl vand
- 450 gram sukker
Fremgangsmåde:
- Vask og skræl citronerne. Undgå at få for meget af det hvide fra skallen med.
- Smid skrællerne i et stort sylteglas, og hæld vodkaen på. Lad det trække i en uge.
- Opløs sukkeret i vandet – det kræver at det kommer op at koge. Lad det koge i 15 minutter. Undgå at røre for meget, så du undgår at der er fast, uopløst sukker på kanterne. Lad sukkerlagen køle af.
- Sigt citronskallen fra alkoholen, og bland sukkerlagen i.
- Filtrer, hæld på skoldede flasker.
- Lad likøren, for det er hvad den er, hvile i et par uger. Eller så længe du nu kan vente.
- Server iskold.
Og her er resultatet. Flaskerne er fra Flaskelandet.dk
De bor godt nok i Tyskland, men deres hjemmeside er på dansk, og de er gode at handle med.