Mit første forsøg med limoncello var aldeles glimrende. Men der var en enkelt kommentar. Det var ikke stærkt nok. Resultatet holdt vel i omegnen af 20% alkohol. Og den “rigtige” limoncello skal sådan set op på ca. 40%.
Det er ikke let! Man skal have fat på finsprit. Og med lidt held har svigerfamilien været over grænsen, og fundet et par flasker til mig. Ellers må de bestilles i Føtex.
Men opskriften jeg har i sinde at følge når de stærke varer er kommet i hus er som følger:
- Skrællen af to økologiske, ikke-overfladebehandlede citroner.
- To nelliker
- ca. 10 cm kanel
- 50 ml finsprit
Samles i et glas, og opbevares lukket, og i mærke i 8-10 dage.
- 2½ dl vand
- 250 g sukker
Koges sammen, og køler af.
Essensen sies, og hældes sammen med sukkerlagen og 1½ dl finsprit.
Hep! Det giver kun lige under ½ liter. Men det må være nok til det første forsøg.