Eller Daal. En indisk klassiker. Linser lyder utroligt kedeligt og trist, ja nærmest vegansk. Og det kan det også godt være. I min udgave kommer der dog pølser i. For vegetarer er noget vi tilbereder og spiser her i huset.
- 2 spsk olivenolie
- 4 finthakkede hvidløg
- 2 tsk stødt ingefær
- 3 tsk karry
- 1 spsk stødt spidskommen
- ½ spsk stødt koriander
- ½ tsk stødt kardemomme
- ½ tsk chiliflager (eller bare chilipulver)
- 6 dl grøntsagsbouillon. (6 dl vand og en bouillonterning)
- 200 gram røde linser
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 chorizopølse
Varm olien op i en stor gryde – gerne af støbejern – ved middel varme. Tilsæt hvidløg og rør rundt i 1 minut. Pas på det ikke bliver brunt. Tilsæt krydderierne og lad dem stege med et minuts tid.
Skyl linserne i en sigte – eller et dørslag hvis huller i det er små nok, og tilsæt dem til gryden, sammen med resten af ingredienserne – undtagen pølsen.
Lad det simre under låg i 45 minutter.
Pil skindet af pølsen og skær den i mundrette bidder. Lad den koge med de sidste 10 minutter. Lidt afhængig af hvor stærkt den er krydret. Og hvor krydret du vil have din dahl. Smag til med slat og peber.
Og så bør man selvfølgelig spise den med raita (det indiske svar på tzatziki) og hjemmebagte naanbrød.
Det bliver nu oftere bare med ris.